Gavekort og julepapir

PAKKE_Skovbund_w

Det er vigtigt at samarbejde på tværs af virksomheders kompetencer, og at vi som forbrugere forstår at vi alle har et medansvar for, at butikker og virksomheder overlever lokalt.

Med udgangspunkt i de tanker tog virksomhedsejer Charlotte Wiegand kontakt med kunstneren Kristina Ask, for at få designet et julegavekort og indpakningspapir til butikken på Nordfeldvej på Møn, hvor Charlotte siden september har solgt kvalitetsvarer indenfor tøj og sko.

Charlotte: “Jeg vil med min butik gerne vise, at det stadig er muligt at sælge kvalitetsprodukter, som er lavet med omtanke for vores miljø og det gode design. Vi har behov for historier, og historier kan fortælles med vores tøj. Hvor det er produceret – og hvem der har lavet det. Det er “Tøj med omtanke”.

Den tanke vil jeg gerne føre videre til indpakningen og gavekortet, som jeg håber bliver taget godt imod, – ja, måske kan det blive en juletradition at ønske sig et kunstnerdesignet gavekort fra min butik. Hvert år har jeg tænkt mig at få en ny kunstner til at designe et nyt gavekort og papir”, smiler Charlotte Wiegand.

For Kristina har det været en anden måde at få sin kunst ud til et bredere publikum på.

Kristina: “Samarbejdet med Charlotte har været meget inspirerende. Det er fantastisk at blive ved med at opdage nye ressourcer på Møn.
– Kreative og kompetente mennesker, som også har valgt at bo på denne ø. Tanken om, ‘at handle lokalt’ gælder ikke blot de gode grøntsager, æg, frisk ost og honning, men også det, at man dels kan bruge sine evner lokalt og dels få gavn af andre kreative folk. Jeg kan godt lide Charlottes tilgang til det tøj, hun sælger – alle de ting, vi omgiver os med kommer et sted fra. Hvis der er fokus på gode råvarer, godt håndværk og gode relationer, bliver al ting også meget mere værd – på alle niveauer.”

“Mine tanker vedrørende projektet ‘Nål & Tråd’ til Charlottes julehandel 2013 har haft fokus på gran, ikke som et sæsontræ, men som en evergreen, et stedsegrønt træ. Jeg er dykket ned i en masse fortællinger om de 5-6 typer af grantræer, som bruges eller har været brugt som juletræ.

Jeg har lavet et lille kapitel til hver type, som fortæller faktuelle og kuriøse historier om træerne.

Farverne er en kold grønblå nuance, som den på de yderste nåle af sølvgranen, og en bordeaux, som den varme tråd over papiret, der får den frostfriske baggrund til at smelte.”

“Og jeg håber selvfølgelig som Charlotte, at vores gavekort bliver en succes, men også at vores samarbejde kan vise vejen, og inspirere andre til at tænke lidt utraditionelt.”

Køb gavekortet i butikken på Nordfeldvej – eller her i webshoppen!

Wiegand_Ask_1213

Comments are closed.